En dans om vulkan og helt til Stillehavet

B-menneske-generne var ved at få hold i os igen, så morgenmaden var først på bordet lidt over 9. Derefter skulle Laura og Peter lige nå i pool, mens Malene og Emil vaskede op og gjorde køreklar – det vil sige Emil sad mest og så på, indtil Peter var tilbage og fik ham sat i sving med at tømme tanke.

Malene kunne lige nå et brusebad inden tjek ud-tid kl. 11, og så var vi ellers på vejen igen.

Lige nord for campingpladsen i Cascade Locks drejede vi ud på en bro – to dollars kostede broen – og halvvejs over broen (og Columbia River) kørte vi officielt ind i staten Washington.

Her fik vi tanket vores tørstige følgesvend til lidt bedre priser end i Oregon, og så gik det ellers ind i Gifford Pinchot National Forest, op og ned ad bjerge, hårnålesving og med sjovt formede træer i siden med masser af mos på. Dybt inde i skoven fik vi endelig øje på Mount St. Helens, den store snedækkede vulkan, der sidst gik i udbrud i 1980. Den betegnes stadig som en aktiv vulkan, men den kan ikke have været særlig varm med alt det sne, der lå på toppen.

Vi fik set skov, der stadig var præget af udbruddet, men ellers var det mest spændende nok vejene omkring, der ind i mellem havde store revner og hældninger ud mod de stejle bjergskråninger. Heldigvis var der ikke særlig meget trafik, så Peter kunne køre camperen over i modsat side de steder, hvor det så mest drabeligt ud. Det så seriøst ud som om, at vejen kunne finde på at skride ned af skråningen, hvornår det skulle være, nogle steder.

Nord for vulkanområdet kørte vi på hovedvej 12, og kom forbi en stor dæmning, som Peter lige måtte ud og se nærmere på.

Da vi nåede den nordgående Interstate 5, var vi igen på helt almindelig motorvej, men da havde vi også fået bjergkørsel nok for den dag. I stedet drejede vi igen ud på 12’eren vestpå, mod kysten.

Vi kom forbi masser af gårde igen med alt fra bær til grøntsager, og nogle havde fine udsalg med friske råvarer.

Vi fandt dog lidt tidligt aftensmad ved en af motorvejsafkørslerne og fortsatte gennem Aberdeen til Ocean City.

Her lå en fin statspark med masser af campingpladser, så vi kørte ind og fandt en fin plads med både træer, sand og bålplads og fik registreret os. Derefter fik vi handlet lidt æg og andre fornødenheder på benzinstationen og brænde ved parkindgangen.

Vel inde i parken igen fandt vi ned til stranden, der mest af alt mindede om Vesterhavet med en kilometer bred strand i hårdt sand, før man nåede vandet. Strandsandet var dog nået mørkere i farven, og bestod af meget fine korn.

Solen var ved at gå bag skyerne, og det var lettere køligt, så vi travede op mellem klitterne igen og tilbage til vores campingplads. Her stod den på bål, kirsebær og den sødeste og blødeste Cantaloup-melon samt chips. Der blev suppleret med skumfiduser, da bålet havde fået gløder.

Ungerne var på vej i seng – Laura skulle lige have tåen i sæbevand – og Peter smed de sidste kævler på. Og så begyndte det at regne! Så forældrenes hyggestund ved bålet ude i sandet blev noget kortere end først planlagt, men så er det jo godt, at vi havde en dejlig tør camper at krybe i ly i.