Vi sov over os. Hele familien var helt væk til kl. 9.30 – det måtte være den friske bjergluft. Så i stedet for at tænke på morgenmad med det samme, pakkede vi, og var klar til at køre en time efter. Vi slog et smut forbi ’happy burger’, som pralede af at have det længste menukort i området. Ungerne fik havregrød, mens forældrene fik scrambled eegs.

Vi kørte op til Yosemite igen, og i dag, hvor regndråberne faldt med jævne mellemrum, var myggene forsvundet. Så vi fik parkeret i nærheden af Yosemite Falls – verdens sjette højeste vandfald – og gik en god tur i området. Emil og Laura fandt en stor sten, man kunne rutsche ned fra, og der blev gået en del på line på nogle mindre sten.

Tilbage i bilen måtte vi finde ruten til San Francisco, så det gik op og ned af bjergene på rute 120. I lange perioder kørte vi inde i skyerne, som hang over bjergtoppene. Efter vi havde ladt bjergene bag os, blev udsigten til bakker med prærie.

Vi sov til klokken 9, dejligt efter en lang dag, så det var for sent at få morgenmad på hotellet. Til gengæld ringede de fra receptionen for at få at vide, om vi havde tænkt os at forlade værelset i dag, da de skulle have ordnet noget lys på værelset.

Vi forsikrede dem om, at vi nok skulle smutte, men de nåede alligevel at komme inden. Og det var såmænd bare en pære, der skulle skiftes på badeværelset.

Vi spiste morgenmad på en mexicansk restaurant, hvor de lavede en fin amerikansk morgenmad.

Godt fyldte kørte vi op til Yosemite Nationalpark. Allerede før parken var vejene snoede, og det tog sin tid, at nå frem. Ved indgangsbommene var rangeren noget interesseret i Malenes kørekort, da vi skulle betale med kreditkort. ’Oh, you are from Denmark?’ – ’We don’t get many danes here’, sagde han. Og da vi så sagde ’bye’ til ham, sagde han ’faarvel’ til os, så mon ikke han alligevel havde stiftet bekendtskab med danskere?