Lige de sidste dyr, en sidste togtur og pizzaparty

Vi havde besluttet os for, at vi skulle i zoo, så da vi havde spist morgenmad på hotellet, sprang vi ud for at finde en taxi. Der skulle ikke være så langt ud til Woodland Zoo, så vi tænkte, at det var lettere, end at begynde at lede efter en bus derud. Det lykkedes da også efter lidt tid at få prajet en taxi (hvad er det med taxier? Der er masser af dem, lige indtil man skal bruge en). Og 15 dollars senere kunne vi stige ud foran zoo. Her fik vi hver en donationsmønt ved indgangen, så vi selv kunne vælge, hvilket ud af seks truede dyrearter vi ville støtte med en del af vores indgangsgebyr. Vi valgte elefanten, sneleoparden, orangutangen og en eller anden frø. Den zoologiske have i Seattle er delt op efter verdensdele, hvor fauna og dyr selvfølgelig matcher hinanden. Og der er mange fine ’naturlige’ indhegninger, hvor man alligevel fik fornemmelsen af at komme tæt på dyrene. For 5 dollars kunne man få lov at fodre en af elefanterne, og det ville Laura helt vildt gerne. Man fik så også en snak med dyrepasserne imens, så man kunne blive lidt klogere. Der blev stukket bambusblade på en lang stang, som man så rakte frem mod elefanten, der snuppede maden hurtigt. Ellers var nogle af højdepunkterne leopardungerne, pingvinerne og grizzlybjørnene (ja, også selvom vi har set dem i den fri natur!). De blev fodret, ligesom vi kom forbi, så de kom helt tæt op til glasruderne, og vi kunne se, hvordan den ene skubbede sin tørfoder lige så forsigtigt ned i en vandpyt med sine lange kløer, så det kunne blive blødt lidt op. Ud på eftermiddagen havde vi fået nok af dyr og varmen i parken, så vi søgte mod udgangen, hvor der heldigt nok lige holdt en taxi, der havde sat nogle af. Så vi kørte til Spaceneedle, hvor vi fik kaffe og is i parken – og nød bænkene i skyggen. Vi fik også prøvet hjemmelavet fudge, som amerikanerne reklamerer gevaldigt med – en sød omgang nougat-lignende klump, men den smagte fint med valnødder. Efter lidt souvenirshopping besluttede vi os for at prøve Monorailen ind til downtown og så forsøge at finde noget at spise derinde. Drengene havde sat næsen op efter pizza. Monorailen kørte hvert 10. minut, og det tog bare to minutter mellem Spaceneedle og downtown – hen over hustage og mellem trækronerne langs 5. Avenue. Inde midt i byen havde drengene lidt svært ved at finde et pizzaria (de er ligesom taxier!), og vi var ikke så tilfredse med stedets udseende, når vi endelig faldt over noget, der mindede om pizza. Fødderne var ømme, så vi fulgte 2. Avenue ned mod hotellet – her lå en del restauranter og værtshuse efter vi havde forladt centrum, og vupti: Der lå Rocco’s – et lille pizzaria/bar, der så en del større ud, da vi kom indenfor. Det viste sig at være lækre pizzaer af gode råvarer og enormt mættende, så vi kunne for en gangs skyld ikke spise op. Drinkskortet, der bød på lidt af hvert – og mange spændende øl – var bundet ind i omslag af gamle børnebøger, og tjenerne var lidt alternative, men vældig flinke. Bagefter kom vi til at gå en lille omvej hjem. Vi var simpelthen kommet længere, end vi regnede med, inden vi fandt pizzariet, så lige pludselig var vi godt på vej ned til Spaceneedle igen. Det lykkedes os dog at finde hjem, få tjekket ind til flyet på computeren og få puttet hinanden i rimelig tid til den sidste nat i Seattle.