Fra historisk storby ud i stor stilhed ved Seminole Canyon

Det blev en af de dage, hvor vi fandt en af USA’s mere oversete skatte, selvom den startede lidt trægt. Derfor får I lige et startbillede fra slutningen af dagen!

Vi fik Laura ud af fjerene ved 9.30-tiden, så hun kunne nå en tur med i poolen inden afgang – hvilket var dejligt forfriskende ovenpå byturen, og man svedte ikke lige efter, da skyerne gav dejlig skygge.

Vi havde et øjebliks netforbindelse, men ellers kunne USA’s bedste KOA ikke prale af at have særlig meget hul igennem.

Vi kørte 3 minutter i 11 og check ud-tid med kurs ud af byen og til en McDonalds i en af de mindre forstæder, hvor vi kunne få netforbindelse, mens vi spiste sen brunch.

Ruten blev lagt ad 90’eren vestpå mod Del Rio, så vi kunne komme ned og køre langs grænsen mod Mexico igen.

Langsomt blev naturen mere western-agtig – tørt langt græs og klipper i siden af vejen.

50 kilometer fra grænsen røg vi ind i endnu en kontrol. Denne gang kun to betjente i siden af vejen med en hund, der lige fik en tur rundt om camperen, mens vi viste pas frem.

Efter Del Rio satte vi kursen kursen mod Seminole Canyon, hvor vi havde udset os statsparken som et muligt overnatningssted.

Kl. 16 kørte vi ind på parkeringspladsen i, hvad der viste sig at være den fineste statspark, med en lille museumsudstilling om stedet. En indiansk udseende parkbetjent gav os en campingplads, ’med strøm?’ spurgte hun grinende, hvilket vi kun kunne nikke til efter den seriøse varme udenfor. Vi var i hvert fald ikke klar til at tage natten uden aircondition.

Udstillingen på kontoret viste nogle fine billeder, malerier og gengivelser af området, hvor der i grotterne er fundet 4000 år gamle hulemalerier fra indianerne.

Selve vores campingsite lå perfekt med udsigt ud over græsstepperne, og alligevel tæt på skraldespand, bad og dumping station. Men vi var også de eneste i området – senere kom der dog et par teltfolk til også. Og mest overraskende af alt: Her var bedre netforbindelse end den dyre campingplads, vi lige kom fra!

Vi sad og iagttog pilende firben på terrassen, mens vi fik lavet lidt mad – og kæmpe insekter, der vimsede rundt i vinden, der blæste kraftig over stepperne.

Efter maden kørte vi ned til hovedkontoret, hvorfra der var en sti ned til kløften, hvor man kunne ane grotterne fra – der var dog ikke adgang uden guide til de malede grotter, så vi nød udsigten og den larmende stilhed fra udsigtspunktet – vindens susen og solen, der blev helt menneskelig på vej ned.

Ørnene svævede rundt over os, og dagen fik en næsten perfekt ende. Tilbage på pladsen havde vi dog lidt sjov med nogle af de store insekter, der fløj ind i campinglampens skær og bankede ind i alt, der lyste bare lidt.

En kæmpe græshoppe skulle også lige indfanges og slippes ud af camperen, inden vi kunne lukke øjnene.