Fra kløfter til bjerge og kæmpe pool i Balmorhea

Vi vågnede op til en overskyet dag, så temperaturen var helt menneskelig, og et øjeblik kunne vi nyde stilheden uden aircondition, indtil Emil besluttede at alt over 22 grader inde i vognen var klistret.

Bacon, æg og lidt andet morgenmad røg på bordet, før ungerne kom ud af deres klistrede senge, og vi gjorde klar til afgang ved middagstid.

Vi besluttede at tage ’Scenic route’ ad 90’eren det meste ad vejen, og vi blev ikke skuffet. Ved Langtry kørte vi ned og så over kløften til Mexico, men ellers var der ikke meget at komme efter i en meget forladt og forfalden lille by som den.

Det samme var Dryden og Sanderson, der dog var en lidt større by, hvor der kunne tankes til overpris. Tingene så straks bedre ud i Marathon – en anden lille by – og herfra startede bjergene, men også uvejret, der både gav regn, lyn og torden.

I Alpine kørte vi ind og handlede lidt fornødenheder i et supermarked, der på ingen måde havde en Walmarts størrelse, men alligevel alt, hvad man kunne tænke sig af fødevarer.

Udenfor var regnen igen begyndt at vælte ned, så vi fik løbet tilbage til camperen og videre ad meget våde veje. Når det klarede op kunne vi dog få meget smukke udsigter til turen. Nu gik det igen nordpå op mod Balmorhea Statspark.

Fort Davis var sidste by inden målet, en rigtig western-by mellem bjergene med eget observatorium. Her tankede vi en sidste gang til en lettere overpris, inden vi tog det endelige stræk til Balmorhea Statspark.

Kl. 17.30 nåede vi frem, men da var kontoret lukket, og der stod ’No vacancy på tre-fire skilte ved indgangen. Der skulle dog mere til at ryste os, så vi noterede de reserverede pladser, der hang en liste over på opslagstavlen og kørte ind for at prøve lykken.

Der var op til flere ledige pladser, men den første var uden strøm. Den næste ledige viste sig at være en gruppeplads (og dermed 11 dollars dyrere), men Peter havde startet grillen, da vi opdagede det, så vi måtte vente med at flytte. Imens for de små vilde kaniner omkring os, så Laura fik nok at se til med at finde salatblade frem.

Til sidst lykkedes det: En fin plads med strøm og vand til en fair pris. Efter maden gik vi op og så på den store kilde-drevne pool, som er statsparkens største attraktion, men dog lukket om aftenen. Til gengæld kunne vi kigge på de ret store skildpadder i nogle af kanalerne, der fodrer søen og en lille dam med akvarieruder ind til fiskene.

Vores nye plads havde også både kaniner, jordegern-huller og kæmpe myrer (som dog ikke var aggressive). Og så fik vi set et par Road Runners på pladsen, de sjove fugle – som vi danskere nok mest kender fra tegnefilmen, hvor ulven jager dem (mik, mik). Vi kan rapportere, at de løber ligesom i tegnefilmen: Overkroppen står helt stille, mens benene hjuler derudaf. De kan dog godt flyve, men ser ud til at foretrække løb.

Med denne lille rundvisning i dyrelivet i det vestlige Texas, er det vist kun tilbage at sige godnat!