Højdepunkter og tynd luft på Pikes Peak og i Cripple Creak

Forrige dag

Vi var tidligt oppe og fik både pakket camperen og spist morgenmad, så vi kunne køre i ordentlig tid.

Vi havde forsøgt at bestille billetter til toget op til Pikes Peak – USAs mest besøgte bjergtop – men det var umuligt, med mindre man var ude i meget god tid.

Så vi fandt i stedet Pikes Peak Highway og betalte ved parkindgangen (der i øvrigt lå lige efter Nordpolen og julemandens værksted!). Her startede noget af en køretur opad – ad masser af hårnålesving og forbi fantastiske udsigter.

Rangeren, der stod ved indgangen, havde sagt, at der var tordenvejr på vej ind over, så hvis det var ham, ville han starte med at køre op til toppen og så stoppe på vejen ned for ekstra udsigter. Og så havde han gode råd til kørslen.

Vi kørte forbi vandreservoirer, masser af smukke syn, startlinjen til Pikes Peak Hillclimp (som drengene gik noget op i blev kørt en gang om året her) og ca. to tredjedele oppe sagde skiltene, at alle skulle tænde lyset. Det var også nødvendigt, for vi kørte ind i den første sky kort efter.

Peter blev mere og mere stille i førersædet, mens han fik os gennem hårnålesvingene i regn og skyer. Men alle kørte nu rimelig roligt og fornuftigt på kanten af de stejle skråninger. Vi så oven i købet flere cyklister, der vovede sig op langs skråningerne, hvor snedriver begyndte at dukke op.

Lige inden toppen kørte vi ind i endnu en sky, og det var kun alle de parkerede biler, der afslørede, at vi nu var på toppen – 4300 meter oppe!

Udenfor var det måske 10 grader varmt, og skyen gjorde al udsigt umuligt – ind imellem kunne vi kun se tre biler væk på parkeringspladsen.

Vi fandt dog souvenirbutikken, der også fungerede som togstation og restaurant. Men her var så mange mennesker, at vi skyndte os ud igen.

Tilbage i camperen begyndte vi nedstigningen, der egentlig ikke var slem som frygtet, mest fordi man nu kørte meget inderst mod klippesiden.

Nede ved rastepladsen, hvor lyset blev begæret tændt på vejen op, stod der nu en ranger og målte bremsetemperaturer på alle bilers bremseskiver. Vores var “All good” med en temperatur på 18 grader celcius. Men Peter havde heller ikke rørt dem – kun motorbremset.

Længere nede ved reservoiret holdt vi en frokostpause – og fik både hilst på jordegern og Pikes Peaks version af Bigfoot.

Nede i ca. 2000 meters højde var vi ude af parken igen, og vi satte nu kursen mod Cripple Creak, hvor vi havde booket en overnatning. Det foregik gennem fine bjergbyer og en masse fine hytteområder – op ad til vi ramte 3000 meters højde og vores campingplads, der lå på en skråning med udsigt til bjergtoppe.

Her var der set bjørne aftenen før, men vi vovede os da ud i solskinnet og nåede at nyde det en times tid, før vi kørte til minebyen Cripple Creak. En gang hjemsted for en masse guldgravere, så en spøgelsesby – og nu tilholdssted for en ny slags lykkejægere, casinogæster, da hele byen var fyldt med spillesteder.

Derudover var der en masse souvenirbutikker med alverdens mystiske loppefund og andre rædsler.
Efter en times tid besluttede vi at køre til campingpladsen igen, der desværre blev indhyllet i en regn, som både satte strøm og netværk ud af spil.

Strømmen kom dog tilbage, og vi fik både lavet mad, spist og hygget lidt indenfor, inden vi gik tidligt i seng.

Næste dag