Posts Tagged ‘Stillehavet’

Store legepladser og store træer langs Highway 1

Skrevet af Malene. Posted in 2005 Det vilde vest

Onsdag morgen var vækkeuret sat til kl. 8, men det mente ungerne ikke helt kunne passe. Så de trak den, så længe de kunne. Til gengæld tog det heller ikke længe at komme i tøjet, få pakket og være klar. Kvart over 10 kunne vi forlade Cathedral Hill Hotel, betale 100 dollars i parkering + skat – i alt 114 dollars. Yup, billig parkering…

Vi kørte til Golden Gate Park og fandt en kæmpe legeplads, hvor vi i ro og mag kunne indtage vores medbragte brød, pålæg og ananas. Ungerne havde dog ikke meget tid til at spise, for der var masser af klatrestativer og rutschebaner at indtage. Amerikanerne kan bare det der med store offentlige legepladser.

Mætte og med lidt motion overstået i børnebenene fortsatte vi ud af byen. Først af motorvej 280, dernæst ind på rute 35, som bl.a. følger San Andreas Forkastningen og Silicon Valley.

Efter halvanden times kørsel, drejede vi af 9’eren og ind på 238 gennem Big Bain Redwoods. Laura var nemlig helt vild efter at komme i skoven igen, mon ikke det var Peter Plys og hans venner, der trak? Og vi andre syntes nu også, at det kunne være rart med skovens fred og ro efter byens konstante larm af sirener, bilmotorer og alarmer.

På jagt efter Peter Plys i John Muir Woods

Skrevet af Malene. Posted in 2005 Det vilde vest

Tirsdag morgen ringede vækkeuret igen, og forældrene var mere friske end ungerne, så Peter kørte til supermarkedet. Ungerne vågnede, lige før Peter var tilbage – og Emil tjekkede under hovedpuden, men tandfeen havde ikke været der, ups! Vi snakkede om, at hun måske ikke kunne finde ud af tidsforskellen, så vi lod tanden ligge lidt endnu.

Vi fik noget morgenmad og ryddet lidt op. Pludselig gik brandalarmen, og en stemme bad alle om at evakuere hotellet i god ro og orden uden at benytte elevatorerne. Laura var på tværs og ville ikke i tøjet, mens forældrene scannede rummet for ejendele, vi nødigt ville undvære.

Ligesom vi var klar til at evakuere, meddelte stemmen, at der var gået en falsk alarm, og at der ikke var grund til at evakuere, Puha.

Så vi nåede at soignere os, inden vi startede på dagen udenfor. Emil skulle også lige have sin tand med, inden stuepigen skulle rede senge. Men nu var den væk! I stedet lå der en dollarseddel under puden. Måske var det hende tandfeen, der havde lavet falske alarmer? Vi tog bilen og kørte mod Golden Gate. Efter broen kørte vi fra motorvejen og nordpå ad hovedvej 1. Den fulgte vi ad en masse snoede veje, indtil vi kom ind i skoven – John Muir’s Redwood Forest.