Guds natur tilsat bombefly på Whidbey Island

Tidligt op og i poolen! Faktisk var det så tidligt, at vi var i tvivl om, hvorvidt den indendørs pool var åben eller ej, men døren stod åben, så vi sprang i.

Bagefter fik vi hjemmelavet scrambled eggs og pakkede stille og roligt camperen, som selvfølgelig også skulle have sin første tømning af halvfulde spildevandstanke. Vi havde også tid til at besøge legepladsen, hvor Malene og Laura fik instruktion i at spille Hot potatoe af et par amerikanske unger.

Vi forlod campingpladsen ved Burlington i god tid før tjek ud-tid og satte næsen sydpå ad Highway 5 for en kort stund. Peter havde nemlig bestemt, at vi lige skulle en tur vestpå ad 20’eren til Whidbey Island og byen Oak Harbor – der ud over at have flere statsparker ved vandet også har en stor militær træningslejr for flyvevåbnet.

Allerede da vi ramte broen før øen, forstod vi, hvorfor der var etableret flere statsparker til beskyttelse af naturen. Nu oplevede vi, hvad det betød at snappe efter vejret. Ind til siden og ud af bilen og op på broen, hvor vi kunne se strædet og de små øer svømme i disen mellem det blå grønne vand og himlen. Solen skinnede, men havgusen gav et køligt gys, mens den skabte en illusion af at himmel og hav gik ud i et – vi kunne simpelthen ikke se horisonten fra Desception Pass.

Vi trillede over broen og passerede den første statspark, for Peter ville helst til Oak Harbor og tættest muligt på flyene, der efter sigende skulle larme en del hen over campingområdet her.

Vi havde dog tid til at kigge ind forbi en gårdbutik med jordbær i store mængder (plus mundvands-igangsættende hjemmebagte vaffelkræmmerhuse med is). Vi fik handlet en ordentlig kasse jordbær (og et par is), og så videre mod Oak Harbor.

Byen viste sig at være overraskende stor. Til gengæld var det sin sag at finde statsparkens campingplads – og da det endelig lykkedes, blev vi bare mødt af et skilt, hvor der stod: Campsite full. Øv, det havde vi aldrig prøvet før.

Nå, videre sydpå på Whidbey Island, da vi kunne så, at der lå en anden statsparks-campingplads ved stranden længere nede. Faktisk viste den sig at lægge lige ved siden af et færgeleje, men heller ikke her var vi heldige. Selvom der var flere ledige pladser, var de alle reserveret, og campingværtinden var ked af, at hun ikke kunne tilbyde os overnatning, da reservationssystemet lige var startet – tidligere havde det bare været først til mølle.

Vi havde dog fået handlet ind til aftensmad i en lille by på vejen med masser af friske og lækre madvarer, men dejligt høje priser…, så nu manglede vi bare et sted at stille camperen. Et par sandwich senere besluttede vi os for at køre nordpå igen mod Desception Pass igen – der hvor vi havde set den fantastiske udsigt fra broen. Her lå endnu en statspark – og med et alt optaget-skilt! Et blik på deres tilstødende campingplads afslørede dog, at der langt fra holdt biler på alle pladser, så vi vovede os hen til indgangsporten og spurgte efter en enkelt overnatning. Det var intet problem! Så glade kunne vi trille ind i statsparken og finde vores egen skønne plads mellem træer og bregner.

Faktisk viste det sig at være en kæmpe campingplads med mere en tohundrede pladser til biler og autocampere plus cykelcamping osv. Men alle pladser lå fint afskærmet mellem træerne i samklang med naturen, så man bemærkede ikke de andre i overvældende grad.

Vi startede med at gå en tur ned til West Beach af Desception Pass, hvor vi havde det smukkeste vue ud over havet, mens amerikanske bombefly brød stilheden med jævne mellemrum. Ungerne hyggede sig med at smide sten i vandet – og selv Laura, der havde klaget over udsigten til et helt døgn uden netværk eller swimmingpool, så ud til at hygge sig.

Vi fandt også en sti op mellem klipperne, hvorfra vi til sidst kunne se selvsamme bro, som vi havde stået og været åndeløse på tidligere på dagen.

Turen tilbage til vores campingplads trak lidt tænder ud hos ungerne, og vel tilbage skyndte vi os at bikse en god gang chiligryde sammen, mens vi også fik renset en hel kasse jordbær.

Bombeflyene fortsatte deres træning hen over området, hvilket var en lidt speciel oplevelse ude i midt i skoven mellem de høje træer. Vores naboer var nu heller ikke så stille – faktisk mente vi, at amerikanere her nordpå måtte være mere til udeliv a la danskere. I hvert fald var der liv og glade dage omkring bålene om aftenen, hvor vi på den forrige tur, der gik mere sydpå, kun oplevede, at amerikanerne skyndte sig ind i deres campere om aftenen (og også om dagen for den sags skyld).

Efter maden var det blevet mørkt og myggetid, men det var nu kun Peter og Laura, der måtte finde sig i et enkelt stik, så det var ikke myggene, der holdt os inde. Det gjorde trætheden i stedet, så efter lidt jordbærhygge, faldt folket fra og trimlede om – og så kunne bombefly være bombefly.