Uforglemmelig fjerde juli med historiske indslag

Kl. 11 kunne de voksne ikke vente længere med morgenmaden, så den røg på bordet, hvorefter Emil og Laura begyndte at få øjne.

Resten af formiddagen og starten af eftermiddagen blev tilbragt i poolen. Laura havde trodset alle gode forslag om solcreme – for efter eget udsagn kunne hun ikke blive forbrændt. Det plejer også at holde stik, da hun som regel er mere under vand end ovenover. Denne gang lykkedes det dog meget godt, og i eftermiddagsheden – der var intens – begyndte de første røde områder at vise sig. Resten af aftenen kunne hun underholde med, hvor meget det strammede og brændte, som om det var en hel ny følelse, ’solen er jo livsfarlig, mor!’ Så hun havde jo delvist ret: Hun havde i hvert fald ikke været forbrændt før. Vi tog bussen fra campingpladsen ved halv fire-tiden ind til San Antonio, hvor der allerede var masser af mennesker i rødt, hvidt og blåt.

Først gik vi op til The Alamo, den spanske mission, hvor Davy Crockett og et par hundrede andre mænd mistede livet i kampen for texansk uafhængighed fra Mexico. Det var gratis at komme ind, og køen var lang, men hurtigt overstået – heldigvis i den varme.

Indenfor i kirken eller ’helligdommen’ som den største tilbageværende bygning hedder, hang der flag fra alle de lande, som de kæmpende mænd kom fra. Også et Dannebrog, da der åbenbart havde været en enkelt dansker med.

Lidt klogere på Texas’ historie gik vi tilbage i gaderne, hvorunder mændene siges at være begravet. Herfra fandt vi over til River Walk’en, hvor vi kunne gå i skygge langs med floden ned til centret, hvorfra vi købte billetter til en tur med bådene. Køen var nemlig blevet overskuelig, og så er det med at udnytte det!

Vi fik en vældig snakkende bådfører, men det gav jo bare lidt mere til ens trivial viden om San Antonio, mens vi sejlede rundt i kanalerne, der blev lavet for flere 100 år siden for at undgå oversvømmelser fra floden. I dag må man absolut sige, at kanalerne er et plus for byen – både fordi de havde undgået de nylige oversvømmelser i Texas, men også på grund af charmen med de mange restauranter, boder og byliv langs med kanalerne.

Efter bådturen stod menuen på texanske bøffer og burgere til den sultne familie. Og så var Laura altså nødt til at skulle ind i det store shoppingcenter, hvilket var fint nok at køle lidt af herinde.

Det var blevet mørkt, da butikkerne lukkede – så vi inviterede Emil og Peter med en tur på Hooters til et par øl og et par sodavand, så de kunne imitere ugleøjne ad de let påklædte piger.

Hele slænget var ved at være møre, så da vi opdagede, at der kun var et kvarter til første busafgang af natbusser kl. 22.30, besluttede vi os til at skynde os gennem byen til holdepladsen.

Vi kom noget hurtigere ud ad byen end aftenen før, men da buslinjerne var slået sammen sent aften, fik vi noget af en rundtur – både i villakvarterer og på motorvejen, hvor der var sket et uheld – før vi kom til KOA Alamo igen.

Her kom politiet også ind og tog en runde før sengetid, hvilket må siges at være første gang vi har set det. Det virkede dog ikke, som om de fandt noget, de skulle tage sig af.