Kl. 11 kunne de voksne ikke vente længere med morgenmaden, så den røg på bordet, hvorefter Emil og Laura begyndte at få øjne.

Resten af formiddagen og starten af eftermiddagen blev tilbragt i poolen. Laura havde trodset alle gode forslag om solcreme – for efter eget udsagn kunne hun ikke blive forbrændt. Det plejer også at holde stik, da hun som regel er mere under vand end ovenover. Denne gang lykkedes det dog meget godt, og i eftermiddagsheden – der var intens – begyndte de første røde områder at vise sig. Resten af aftenen kunne hun underholde med, hvor meget det strammede og brændte, som om det var en hel ny følelse, ’solen er jo livsfarlig, mor!’ Så hun havde jo delvist ret: Hun havde i hvert fald ikke været forbrændt før. Vi tog bussen fra campingpladsen ved halv fire-tiden ind til San Antonio, hvor der allerede var masser af mennesker i rødt, hvidt og blåt.

Vi stod tidligt op til Peters pandekager, og allerede halv ti var vi klar til en lille køretur i parken og et smut forbi kontoret, hvor ungerne lige skulle se den store edderkop.

Ude på betonstierne satte vi kursen nordpå ad 35’eren mod San Antonio. Ved hver mil holdt der en Border Patrol–bil, og efter ca. 50 kilometer, blev alle biler ført ind på en kontrolstation. Her blev vi udspurgt om vores færd – hvor havde vi været, hvor var vi fra, og hvad var vores videre planer. Passene måtte vises frem, og så kunne vi ellers fortsætte.

Landskabet mod San Antonio blev lidt mere bakket, og Peter fik sin sag for med at køre ræs mod lastbilerne, der trak bedre op ad bakkerne i modvinden.