Så går det vestpå til grænselandet!
En lang dag, hvor tingene lykkedes på trods.Vi sov længe, men havde alligevel mindre stress på end campingfolket, der allerede 10.30 kom og mindede os om, at check ud var klokken 11. Ingen tvivl om, at de skulle have plads til et nyt hold!
To minutter i 11, var vi klar til at forlade South Padre Island i højt solskin. Men vi havde knapt forladt øen, før regnen stod ned igen.Først slog vi et lille sving nordpå igen, da Malene skulle op og tjekke en gammel aloe vera farm ud. Ved den lille by Lyford var vi nødt til at finde lidt netværk, da gps’en ikke kendte adressen. Men det fandt vi såmænd også uden for en McDonalds, selvom det var naboens netværk vi lige lånte lidt af.
Videre ud ad små veje, hvor vi undervejs kom lidt i tvivl, men endelig var der skilte mod Hilltorp Gardens. Da vi så holdt der, var der selvfølgelig lukket for den store port foran palmealléen. Man skulle lave aftale syv dage før.