Så går det vestpå til grænselandet!

En lang dag, hvor tingene lykkedes på trods.

Vi sov længe, men havde alligevel mindre stress på end campingfolket, der allerede 10.30 kom og mindede os om, at check ud var klokken 11. Ingen tvivl om, at de skulle have plads til et nyt hold!

To minutter i 11, var vi klar til at forlade South Padre Island i højt solskin. Men vi havde knapt forladt øen, før regnen stod ned igen.

Først slog vi et lille sving nordpå igen, da Malene skulle op og tjekke en gammel aloe vera farm ud. Ved den lille by Lyford var vi nødt til at finde lidt netværk, da gps’en ikke kendte adressen. Men det fandt vi såmænd også uden for en McDonalds, selvom det var naboens netværk vi lige lånte lidt af.

Videre ud ad små veje, hvor vi undervejs kom lidt i tvivl, men endelig var der skilte mod Hilltorp Gardens. Da vi så holdt der, var der selvfølgelig lukket for den store port foran palmealléen. Man skulle lave aftale syv dage før.

Som vi skulle til at køre, kom der dog en bil, der holdt ind, og manden inviterede os ind for at se haven, hvis vi selv ville tage turen.

Vi sprang til og fortsatte ned ad alléen bag ham. Emil og Laura var ikke meget for at gå en tur i sansehaven eller kigge på aloe vera-planter, men gik dog med alligevel. Det kom de til at fortryde.

Det var en rigtig smuk og fin have, men vi sansede næsten udelukkende kun myggene, der var ivrige efter et måltid i den tomme have. Så ingen stod stille særlig længe ad gangen!

Med tyve friske myggestik satte vi kursen syd- og vestpå. Ned til McAllen og derefter langs grænsen til Mexico længere vestpå ind i Texas.

Et pitstop ved Walmart fik fyldt vores køleskab og vandreserver. Og de tomme maver blev fyldt med sandwich.

Små byer med mexicansk udtryk, boder, forretninger og restauranter passerede bilruder, indtil der mest var græsstepper med buske og lidt kaktusser imellem. Vi fik også set en vaskeægte ’nikkedukke’ – olieboring – som var i gang.

Lidt før kl. 19 ramte vi Laredo – en stor grænseby mod Mexico – og kort efter var der fra hovedvejen direkte indkørsel til statsparken ved Lake Casa Blanca.

Det tog sin tid at tjekke ind, da der var mange i køen, så vi kunne studere en stor tarantel fra området i et bur på kontoret.

Vi fik en plads helt alene og oppe i enden af et campingområde. Temperaturen var fortsat nogle og 30 grader varm, men den lidt tørrere luft, samt en konstant vind gav et mere behageligt klima (kun et problem, når paptallerkener findes frem!).

Selvom vi lavede mad hurtigt, nåede det at blive mørkt, inden vi kunne servere. Bordet stod en tre meter fra camperen, så lyset rakte ikke helt hen til os.

Det var ikke slemt med myg, men der var andre små kryb i nærheden, og da Emil pludselig snakkede om, at noget mærkeligt kunne mærkes på hans ben under bordet, var vi lidt højstemte. ’Det føltes ligesom en edderkop’, sagde han.

Det viste sig at være en vandrende pind, som vi lige nåede at fange et billede af, inden den forsvandt.

Senere dukkede der også en halvstor edderkop op – dog ikke en tarantel – men stor nok til, at autocamperens kølige indre fik lokket os hurtigt i seng.