Det blev en af de dage, hvor vi fandt en af USA’s mere oversete skatte, selvom den startede lidt trægt. Derfor får I lige et startbillede fra slutningen af dagen!

Vi fik Laura ud af fjerene ved 9.30-tiden, så hun kunne nå en tur med i poolen inden afgang – hvilket var dejligt forfriskende ovenpå byturen, og man svedte ikke lige efter, da skyerne gav dejlig skygge.

Vi havde et øjebliks netforbindelse, men ellers kunne USA’s bedste KOA ikke prale af at have særlig meget hul igennem.

Kl. 11 kunne de voksne ikke vente længere med morgenmaden, så den røg på bordet, hvorefter Emil og Laura begyndte at få øjne.

Resten af formiddagen og starten af eftermiddagen blev tilbragt i poolen. Laura havde trodset alle gode forslag om solcreme – for efter eget udsagn kunne hun ikke blive forbrændt. Det plejer også at holde stik, da hun som regel er mere under vand end ovenover. Denne gang lykkedes det dog meget godt, og i eftermiddagsheden – der var intens – begyndte de første røde områder at vise sig. Resten af aftenen kunne hun underholde med, hvor meget det strammede og brændte, som om det var en hel ny følelse, ’solen er jo livsfarlig, mor!’ Så hun havde jo delvist ret: Hun havde i hvert fald ikke været forbrændt før. Vi tog bussen fra campingpladsen ved halv fire-tiden ind til San Antonio, hvor der allerede var masser af mennesker i rødt, hvidt og blåt.